Det er nu blevet anden søndag i advent, og denne klumme vil give dig/jer en ny øvelse – denne gang med formålet at øge kropskontakten enten til dig selv eller mellem jer som par.
Hvornår brugte du sidst ekstra tid på at tørre dig med badehåndklædet efter at være kommet ud af badet? Eller virkelig fornemmede din egen krop under bruseren, da du stod og sæbede dig ind? Uanset om du er mand eller kvinde, så er vi generelt rigtig dårlige til at bruge tid på at mærke os selv fysisk og bruge et element af langsommelighed i det. Alting skal gå så hurtigt og helst tjene et formål. Vi gør sjældent noget, bare fordi det er dejligt. Og vi mærker stort set aldrig os selv efter, for hvis vi ikke har ondt eller noget klør, hvorfor skal vi så bruge tid på at mærke?
Men det skal vi, for at øge bevidstheden til vores krop. For at kunne stå stærkere i os selv, og blive bedre til at mærke de signaler, den sender os hver eneste dag. Din krop er din bedste følgesvend, som vil forsøge at beskytte dig i en hver henseende, så husk at tjekke ind med den, i stedet for at ignorere den.
Vi lever desuden i dag med den største singlekultur nogensinde. Det estimeres at op mod 40 % af os danskere er singler, og der taler vi terapeuter om en reel udfordring, vi kalder for ”hudsult”. For jer, der bor eller lever alene, er der ikke en partner, der kan hjælpe jer med at få udskilt en masse lykkebringende hormoner, som berøring gør, og som ”smører” jeres system indvendigt. Endnu en grund til at lave øvelsen i denne klumme, da I selv må være ansvarlige for at give jeres krop og hud, noget af det som den er i underskud af!
Øvelsen til singlen:
Du skal massere dig selv! Og ikke på den måde, hvor du onanerer. Nej du skal røre ved din hud. Bruge tid på at mærke dig selv fysisk. Køb eventuelt en god mandelolie eller kropscreme, og sæt så minimum 5 minutter af til at berøre dig selv. Du kunne eventuelt tænde for lidt musik eller tænde lidt levende lys, så du sætter en hyggelig stemning. Men mærk så efter mens dine fingre glider henover din hud. Hvordan føles det mellem dine tæer? Er det ømt eller kilder det? Hvad med din armhule eller din navle eller dit kraveben? Steder på din krop som du sikkert sjældent giver opmærksomhed. Men registrer dig, hvordan det føles.
Denne øvelse kan med fordel laves, når du alligevel er bad og du skal sæbe dig ind eller efter badet, hvis du skal smøre dig med bodylotion. Hvis du generelt har en presset hverdag, hvor det kan være svært at finde muligheden til denne øvelse, så kan du ”stjæle” dig tid, når du alligevel er i gang med noget andet.
Øvelsen til parret:
Denne øvelse er lidt en gammel kending, og jeg har tidligere skrevet en klumme, om at massere sin partner til mere lyst. Denne øvelse læner sig meget op ad den, og tankegangen er den samme.
Afsæt 40 minutter (eller mere) et par aftener i løbet af ugen, hvor I skiftevis masserer hinanden, altså 20 minutter til hver. Brug gerne et æggeur eller sæt en alarm på telefonen, så I overholder tidsrammen. Læg jer enten i undertøj eller nøgne sammen, alt efter hvad I har det bedst med. Den af jer, der starter med at modtage massage, ligger sig på sengen på maven, hvorefter partneren starter sine berøringer. Helt nede fra tæerne og helt op til hovedbunden, hvorefter modtageren vender sig om, og er nu klar til at blive berørt på den anden side. I må gerne være kreative her – brug fingerspidserne, håndfladerne, knoerne, tungen eller læberne. Der må kysses, slikkes, nusses, trykkes, kildes osv. Det skal bare være dejligt, for den der modtager, og tanken er jo, at I skal fordybe jer i kropsfølelsen og dét at sanse sig selv og den anden, så undgå at køre det over i sex, men forsøg at blive i det intime og også gerne erotiske. Når de 40 minutter er gået, kan I derefter afgøre, hvorvidt det skal føre til yderligere kærtegn.