Modsætninger mødes.

Kender du også til, at du nogle gange kan kigge på din partner og tænke, at vedkommende må være faldet ned fra månen? At du undrer dig over, hvordan I lige fandt sammen, for I er jo bare så forskellige? Men måske kender du så også de 2 ord: modsætninger mødes, og tænker at det i hvert fald passer på jer. For der er netop en grund til, at det var ham eller hende du valgte at indgå i parrelation med. Her kan du læse mere om ”The Laws of Attraction”.

Kærligheden er nemlig ikke tilfældig.

Når det lille spædbarn kommer til verden, rummer det alle sider og muligheder. Det er endnu uspoleret. Det vil hen over de næste par år gennem barndommen opleve at blive formet i hænderne af dets primære omsorgspersoner, som for de fleste af os er vores far og mor, men det kan også være en bedsteforælder eller en større søskende. Barnet vil blive spaltet, da der vil være nogle sider af barnet, som mor og far elsker og hylder, som barnet derfor vil dyrke, for barnet vil til hver en tid gøre sine forældre glade (barnet tror at dets overlevelse afhænger af det), men der vil også være nogle sider, som mor og far ikke bryder sig om, og som barnet vil få besked på at gemme væk. Det kunne være karaktertræk som utålmodighed, vredesudbrud eller egoisme.

Når vi så i voksenlivet møder potentielle partnere, vil vi falde for en person, der rummer nogle af de sider, vi ikke selv besidder. Som sagt, modsætninger mødes. Hvis den ene er spontan, vil den anden måske være organiseret. Den ene kan være meget social, mens den anden er et rigtigt hjemmemenneske. Den ene er måske naiv og tager let på livet, mens den anden er skeptiker og går mere med livrem og seler. Vores valg af partner, bliver vores mulighed for at rumme alle sider igen, ligesom da vi var små spædbørn.

Men fordi de sider vi umiddelbart forelsker os i, er så fremmedgjorte i os selv, vil vi når forelskelsen fortager sig, begynde at have svært ved at acceptere selvsamme sider. Spontaniteten eller det organisatoriske overblik vi i starten faldt pladask for, bliver i længden for uudholdeligt! Det er paradoksalt, at det der først førte os sammen, nu er det, der støder os væk fra hinanden.  

Nu kræver kærligheden pludselig bevidste og aktive valg, prioritering og hårdt arbejde.  Og hvor der er dyb kærlighed, er der også dyb smerte. For det er opslidende i hverdagen at blive konfronteret med sine egne mangler, og jo tættere forbundet I er, jo hårdere skal I hver især kæmpe for at acceptere den andens ”styrker”.

Men græsset er (oftest) ikke grønnere på den anden side. Hvis I vælger at gå hver til sit, som halvdelen af os alle sammen gør, vil dine egne sider formodentlig ikke have ændret sig, hvilket vil resultere i, at du ubevidst vil finde en ny partner, med de samme udtalte sider som ham eller hende du forlod – for deri ligger dit potentiale for at blive ”hel”.

Det kan være en svær præmis at skulle sluge, at jo mere man ”passer sammen”, jo mere kan I pisse hinanden af. Den eneste ene bliver nu pludselig et valg der skal træffes, og ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi har været heldige i kærlighedslotteriet. Det bliver et valg der ikke bare skal træffes én gang, men derimod gang på gang gennem hele parforholdet. I skal ofte træffe valget om at vælge hinanden til. Og det bliver superhårdt, hvis vi inden vi mødtes, havde en forventning om, at kærligheden med den rigtige, ville føles mindre kompliceret. At mængden af konflikter, ville afspejle, hvor rigtige vi var for hinanden.

Det kan nogle gange være svært selv at se, hvori jeres styrker består med jeres forskelligheder, men prøv alligevel at sætte jer sammen og tal om, hvad det var I faldt for hos hinanden. Hvilke karaktertræk der var attraktive hos din partner, og hvordan de samme sider senere i livet har været svære at leve med. Det kan give en smuk forståelse for jeres valg i partnerskab.