Jeg får ind i mellem mails i min inbox, som er fra par, der gerne vil skabe en forandring i deres parforhold, men som af forskellige grunde, ikke synes at parterapi endnu er noget for dem. Derfor vil de gerne vide, om der er andre alternativer – noget de kan købe eller gøre, for at ruske op i kærligheden mellem dem. Og selvfølgelig er der det! Jeg giver i denne klumme 3 bud på, hvad det fx kunne være.
Bogen.
”Kærlighedens 5 sprog – taler du og din partner samme sprog?” af Gary Chapman er blevet en bestseller med over 5 millioner solgte eksemplarer verden over, og det er der en grund til! Bogen er på 178 sider, og den er virkelig let læselig, så du kan komme igennem den på et par aftener. Den beskriver så fint, hvordan vi som mennesker kan have forskellige sprog, hvorpå vi taler kærlighed. Og det forholder sig sådan, at vi gerne giver på det sprog, som vi kan gerne selv vil modtage. Udfordringen her opstår, når vores partner ikke forstår vores måde at formidle kærlighed, og selv gør det på en helt anden måde, som vi ligeledes heller ikke opfanger.
Bogen rummer en mulighed for jer som par, men absolut også som single, at få en forståelse for de handlinger I (dagligt) laver, når I gerne vil vise dem omkring jer, at I elsker dem. Hvorfor betyder det så meget for din kone, at du gider hjælpe hende med vasketøjet? Hvorfor klapper han dig altid i numsen, når du går forbi ham? Hvorfor føler du, at mobiltelefonen fylder så meget mellem jer, når du prøver at få din partners opmærksomhed?
Forstå hinandens sprog, tag testen i bogen for at finde dit eget, og begynd bevidst at forme en dagligdag sammen, hvor I husker at se og møde den anden part dér, hvor han eller hun føler sig elsket og anerkendt. Bogen kan købes i stort set alle bogforretninger til omkring 249 kr.
Spillet.
Dialogspillet er virkelig et hit – til alle par! Uanset om I er kørt fast i sure pligter og triviel hverdag, eller om I ”bare” kunne bruge lidt krydderi til parforholdet. Spillet er udviklet af parterapeuten Tomas Friis, som med 15 års erfaring ved, hvad der kan rykke par.
Spillet kommer i en fin lille trækasse med instruktionsfolder til, hvordan spillet bruges. Det er en sjov måde at få nogle gode – og måske overraskende – samtaler samtidig med at I øver jer på at forbedre kommunikationen, forstå hinanden bedre og få mere accept af andres måde at se verden. Den lille folder fortæller, hvordan I sætter rammerne for en hyggelig oplevelse sammen, de 7 regler for god dialog, hvordan I kan træne nærhed 5 min hver dag, månedsmøder og meget mere.
Spillet handler i sin enkelthed om, at man tager et kort og slår med terningen. Svar på spørgsmålet, der passer til antallet af øjne du har slået. Din partner lytter aktivt og holder samtalen i gang ved hjælp af de 7 regler for god dialog. Jeg købte selv spillet på Sinful. Ved ikke om der er andre forhandlere, og det koster 299 kr.
Kurset.
Der findes efterhånden en del forskellige onlinekurser derude, som man kan købe eller deltage gratis i. De kan fungere som en rigtig fin indgang til at arbejde med kærligheden, og skabe en udvikling hos jer som par, hvis I trænger til at der skal ske noget nyt.
Kurserne kan strække sig over 2-10 lektioner, alt efter hvor omfattende et program I vælger, og det har naturligvis den største effekt, hvis I ser videoerne sammen og laver de øvelser, der muligvis følger med. Jeg har set på de sociale medier, at nogle af dem der bl.a. udbyder dette er Daisy Løvendahl, Maj Wismann og Amanda Lagoni. Priser varierer alt efter de produkter de udbyder, men jeg har set priser, der starter fra 249 kr. og opefter.
Det kan være en mulighed for jer til at nå hele vejen rundt om jeres relation, eller sætte fokus på ét bestemt område, hvis det kun er kommunikationen eller intimiteten I ønsker at fokusere på. Fordelen er at I sammen kan se det hjemme i jeres varme, trygge stue, på netop det tidspunkt der passer jer bedst. Tjek forskellige hjemmesider, hvis I ønsker mere information, og I er også meget velkommen til at kontakte mig, hvis jeg kan være mere behjælpelig med alternativer.