Mange kigger mistroisk på mig, når jeg fortæller dem, at min mand og jeg går i parterapi. Ja, parterapeuten smager sin egen medicin. Da vi startede med det for et par år siden, gik vi en gang i måneden, men nu går vi en gang hver halve år. Eller oftere, hvis vi føler behov for det. Mange spørger, om ikke jeg selv burde kunne fikse de bump på vejen, vores ægteskab møder med reference til mit eget arbejdsområde, og nej, det hverken kan eller bør jeg gøre. En kirurg bør heller ikke operere sit eget barn og en psykolog bør heller ikke praktisere på egne familiemedlemmer. Det er uetisk, og så er det svært at forholde sig neutral i en særdeles subjektiv situation, som man ofte befinder sig i, når konflikterne fylder i hverdagen. Så jeg ved godt, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet.
Men parterapi er for alle, der er i en parrelation! Og lad mig lige slå fast, at det ikke kun gælder de par, som er udfordret og ulykkelige. Det kan nemlig godt være den umiddelbare tanke: why fix it, if it ain’t broken? Det vender jeg tilbage til.
Da min mand og jeg startede i parterapi, gjorde vi det, fordi det var en obligatorisk del af mit studie at jeg skulle gennemføre X antal timers terapi. Det ville være at overdrive, hvis jeg siger, at min mand var begejstret ved tanken, men han tog lidt sukkende med til første konsultation. Han forventede at det ville blive en 90 minutters sidde-i-skrædderstilling-mens-vi-kigger-hinanden-dybt-i-øjnene oplevelse, og vi var faktisk begge af den opfattelse inden, at vi virkelig var et sundt og solidt sted i vores ægteskab!
Men wow en øjenåbner det var for os begge! Vi var virkelig et godt sted før, det pointerede parterapeuten også, men vores kontakt kunne alligevel blive dybere. Pludselig forstod vi begge, hvorfor vores kærlighedsrelation var, som den var. Og endnu vigtigere, hvordan vi fremadrettet kunne pleje den og passe på den.
Og det er præcis dét parterapi kan.
Hvem kan sige, at deres parforhold altid fungerer gnidningsfrit? At der aldrig er bump på vejen? Det tror jeg ikke findes. Skal man så gå i parterapi fordi man er uenige om, hvordan vasketøjet skal foldes eller fordi I politisk er på hver jeres fløj? Nej, ikke nødvendigvis. Men I skal gå i parterapi for sikre, at I følges ned ad den samme sti – sammen, for vi ændrer os individuelt mange gange i løbet af et liv, enten på grund af sygdom, nyt job, flere børn til familien eller andre udefrakommende ting, og der er det fornuftigt at tjekke ind hos den anden, og mærke at I stadig står stærkt – sammen.
Når jeg bliver interviewet til forskellige medier, så bruger jeg ofte det metafor om parterapi, at det burde være ligesom at gå til tandlæge. Selvom tænderne ikke viser tegn på karies, så booker vi alligevel en tid hver niende måned – bare for at være sikker. For det kunne jo være, at der var et hul på vej, som vi havde overset, men som tandlægen så spotter, og på den måde kan vi nå at forebygge med tandtråd og mundskyl, fremfor at skulle helbrede. Vi gør os lige lidt ekstra umage i tiden efter.
På samme måde burde alle par styrke deres parforhold. Det er vores livs vigtigste fundament. Det er altså vigtigere at bruge penge på, end det er at kunne rejse både på skiferie og sommerferie. For hvis jeres relation ikke holder, så kommer I ingen steder. Og det sander mange par desværre for sent.
Kom mens I er lykkelige. Der er overskuddet og motivationen større for at ville gøre en indsats, og der fylder bitterheden, skuffelserne og ulykkeligheden ikke endnu. Så bliver det på den måde nemmere at bevare det kærlige, som I allerede har opbygget. Og skulle I alligevel stå sammen, hvor I kan mærke, at de svære følelser er begyndt at fylde, så kom også afsted, for det behøver bestemt ikke at være for sent. Det eneste parterapi har brug for, er to engagerede og ansvarsfulde parter, der har lyst til at gøre en indsats og sammen skabe en forandring i kærlighedens tegn.
Ønsker du og din partner parterapi? Så er I mere end velkommen til at kontakte mig for at aftale en tid. Jeg tilbyder parterapi i Fredericia, parterapi nær Vejle og parterapi nær Kolding samt online parterapi, hvis du er bosiddende længere væk.