Klumme bragt i Fredericia Avisen søndag d. 11 august 2019.

Der er noget ironisk over at føle sig fri, når man bliver bundet.

Når rebene glider henover min hud, mærker jeg fornemmelsen af at forsvinde ind i en helt anden verden. Et univers, hvor tid og sted ikke eksisterer, ingen bekymringer eller forstyrrende tanker. Jeg føler mig lykkelig og fri, og for denne stund er jeg fuldstændig psykisk nøgen og sårbar. Det er erotisk og sensuelt, men ikke nødvendigvis seksuelt!”

Sådan beskriver en af mine klienter hendes mange oplevelser med shibari. Hun prøvede rebkunstens mange muligheder første gang for halvanden år siden, og føler sig i dag afhængig af at blive bundet et par gange i måneden. Hun sammenligner det med meditation eller yoga – altså en mulighed for at forlade sit hoved og sine tanker, og komme helt ned i kroppen.

 

Shibari betyder i al sin enkelhed ”at binde”. Shibari er japansk, og historisk set brugte man i samuraitiden reb til fixering af fanger. Det menes at måden de bandt i (smukke) mønstre på fangerne, var for at vise deres respekt til dem. Det menes også, at rebene lejlighedsvis blev brugt som en form for akupunktur, hvor de dygtige samuraier kunne placere knuderne på kroppens naturlige trykpunkter. Omkring år 1900 begynder en japansk kunstner at lave billeder af sin kone, bundet i forskellige positurer. Disse billeder regnes for noget af det tidligst kendte, hvor reb forbindes med noget seksuelt, noget man kan lege med udover praktisk anvendelse.

Den der binder, kaldes for en rigger, og den der bliver bundet, er modellen. Når disse to parter begynder at arbejde med og i rebene, kan der opstå en energi, der kan være svær at sætte ord på. Lige nu kalder jeg riggeren for ”ham” og modellen for ”hende”, men det kunne lige så godt være omvendt. Riggeren skal hele tiden være opmærksom på modellen, hendes kropssprog og hendes lyde. Han skal kunne læse modellen, som var hun en åben bog, for hele tiden at justere eller lempe på rebene, bringe hendes krop i yderpositioner, eller hive hende tilbage, hvis det bliver for udfordrende. Modellen skal ligeledes kunne agere i total overgivelse, hvor hun i bogstaveligste forstand svæver ved hjælp af riggerens hænder. Det er en form for dans, hvor den kun bliver smukkere af, at der er sammenspil.

Nogle gange bruger riggeren 30 minutter på sin model, andre gange kan det tage et par timer.

Der kan være flere grunde til at dyrke shibari. Mange bruger det meditativt, hvor de f.eks. bliver bundet med tøj på, og hvor riggeren med rolig og sensitiv hånd lægger rebene omkring modellen, hvorved der skabes en meditativ boble, som hun kan synke hen i. Det kan også være på grund af det æstetiske, hvor riggeren beundrer sit eget håndværk, som det kan være at binde mønstre på kroppen. En tredje grund kan være at bruge rebene udfordrende og på grænsen til det smertefulde, f.eks. gennem suspension, hvor modellen fysisk udfordres ved at blive bragt ud i yderpositioner.

Mange forbinder japansk bondage med en seksuel akt, og det er ikke den hele sandhed. Shibari kan sagtens bruges som krydderi i ens sexliv, hvor I som par kan lege med magtforholdet. Lege med rollefordelingen mellem at være submissiv og dominerende. Men shibari rummer i lige så høj grad muligheden for at slippe kontrollen med hverdagen. At give sig hen til og stole på sin krop, og være fuldstændig til stede i nuet.

Hvis du sidder nu og bliver inspireret til selv at komme i gang med denne smukke disciplin, så er det muligt at lære japansk bondage selv. I hvert fald de basale knob. Der findes en masse youtube videoer, som du kan se, for at lære mere om knuderne. Hvis du gerne vil øve dig på en person, så er det vigtigt at du i starten ikke gør det alt for stramt, og undgå for alt i verden at forsøge at hænge modellen op, som du muligvis har set professionelle gøre det.

Når du har styr på det basale, så kan du opsøge forskellige hold og undervisere i nogle af de større danske byer. Men vær opmærksom på at kigge deres referencer, så du finder en legitim og professionel instruktør.

Ønsker du at prøve det som model, er det bare at opsøge et hold eller en underviser. Det kan være en god idé at begynde med en enetime, hvor der er ro omkring dig til at fornemme dig selv.