En gang utro, altid utro. Eller hvad?

Du har sikkert hørt sætningen fra amerikanske film og serier: ”Once a dog, always a dog”, som selvfølgelig refererer til, at hvis din partner har været dig utro én gang, så kan du aldrig stole på ham eller hende igen. Deres menneskelige moral står ikke til at redde, og du kan lige så godt skynde dig at afslutte forholdet, inden vedkommende sårer dig igen. 

Men er det nu også sandt? 

Vi har alle sammen et indre etisk kompas, som vi navigerer efter. Måske synes du, at utroskab er fuldstændig uacceptabelt, medmindre vi snakker om et par, hvor manden ikke har fået sex af sin kone i over 2 år, og har tigget og bedt hende om de ikke godt kunne få noget hjælp, som hun blankt har afvist – er det så okay at han går ud i byen og finder et tilfældigt engangsknald? Eller hustruen til en mand med demens på plejehjem, som hun har passet i eget hjem, indtil hun ikke længere magtede opgaven – nu har hun så fundet kærligheden igen udenfor ægteskabet og op blomstret på ny. Er det utroskab?

Vi er så gode til at dømme andre menneskers valg i livet og sætte os til dommere over, hvad der er rigtigt og forkert i andres parforhold, uden at vi altid ved, hvad der foregår hjemme bag lukkede døre hos andre. 

Måske har du været hende, din veninde er kommet til, da hendes mand var hende utro. Dengang var hun ulykkelig og vred, og virkelig farvet af sine sårede følelser, og du tog selvfølgelig hendes parti og synes stadig den dag i dag, at han er en kæmpe idiot, og at din veninde fortjener bedre, selvom din veninde har valgt at kæmpe for sit ægteskab og blive i relationen. Eller det er sket for din bror, og nu synes du at svigerinden er en heks. 

Jeg sidder ofte med par, som kommer på baggrund af utroskab. Det første vi arbejder med, er i sagens natur tillidsbruddet mellem parret, og det kan der gå mange sessioner med. Men, og sådan er det virkelig ofte, skal vi også bruge noget tid på at snakke om omverdens skuffelse og vrede over ”den utro” f.eks. fra svigerfamilien eller de tætte venner på den ”forurettedes” side. 

De har måske i de første stadier af parrets krise måtte lægge øre til ulykkelighederne, og nu føler de så, at de har aktier i relationen og ret til at stille sig op med sårede følelser, som også skal tilgodeses. Og det kan lægge et yderligere pres oveni parrets i forvejen skrøbelige kærlighed, hvor accept og forståelse kunne lette deres helingsproces. Jeg forstår fuldstændig, at man som pårørende eller ven til utroskab, kan være blevet vred over et andet menneskes tillidsbrud, men det er altså bare ikke din kamp at kæmpe. Hvis din bror, kammerat, niece eller datter vælger at arbejde sig gennem udfordringerne med sin partner, så er din fornemmeste opgave at respektere det valg. 

For den version du har hørt, er naturligvis blevet fortalt ud fra den enes opfattelse af sandheden, og ligegyldigt hvor flad du laver en pandekage, så vil den altid have to sider. 

Og ”én gang utro, altid utro”, har efter min erfaring ingenting på sig. Jeg har endnu ikke set den forskning, der beviser at utroskab ligger i vores DNA, eller at man er fuldstændig ligeglad med sin partners følelser, og derfor fortsætter sine sidespring – medmindre man er sociopat, og det er heldigvis de færreste! Derimod oplever jeg knuste par, der desperat prøver at samle skårene efter ulykken, og få dem sat rigtigt sammen igen. Og jo mindre støj de får udefra, jo nemmere er det for dem at fokusere på deres parforhold og familieliv. 

Gem derfor din fordømmelse væk. Der er et ordsprog der siger: ”Don’t judge my choices, if you don’t understand my reasons”. Og hvordan skulle vi kunne forstå et andet menneskes bevæggrunde, når alle mennesker ser og opfatter verdenen forskelligt? Du har din egen definition på troskab, hvad du kunne leve med og ikke leve med, og det kan være svært ikke at projicere den over på dem du elsker, i deres krisetider, selvom deres definition kan være en helt anden. Hold derfor dine egne følelser udenfor – selvom det kan være ekstremt svært. Det er ikke dig, der er offeret.