En kvindes krop er hendes egen.

Jeg er målløs. Jeg er vred. Jeg er simpelthen så ked af det.

Hvordan i alverden er det lige gået til, at guvernøren i onsdags underskrev et nyt lovforslag gældende for indbyggerne i delstaten Alabama, der (næsten) betyder et totalforbud for aborter? Også i tilfælde af voldtægt og incest. Kvinden er kun undtaget, hvis hun er i fare for sit eget liv, og lægerne der alligevel vælger at hjælpe disse kvinder med at abortere, vil kunne blive retsforfulgt, og, hvis kendt skyldig, få op til 99 år bag tremmer.

Mange her i trygge Danmark kan nu sidde og tænke, jamen de kvinder kan da bare rejse til en anden delstat og få indgrebet udført. Ja, dem der har råd til det kan, men der er også mange kvinder der desværre ikke har de økonomiske midler til at kunne rejse. I stedet vil disse gravide forsøge at tage sagen i egen hånd. De vil gå på nettet for at finde måder, hvorpå de kan abortere. Ligesom kvinderne i Irland vil de benytte næsten hver eneste metode der er mulig for dem, uanset om det er at drikke blegemidler, bruge tøjbøljer eller strikkepinde, eller at kaste dem selv ned af en trappe. Nogle vil lykkes med deres forsøg. Mange vil ikke. Men mange kvinder vil dø i processen eller de vil skulle leve med nogle af de frygtelige eftervirkninger der kan komme fra illegale aborter.

Dette er et faktum. Det er, hvad der altid sker, når kvinder bliver nægtet aborter. Tallet af aborter går ikke ned. Men tallet af farlige aborter går op.

De der er fortalere for disse stramninger på abortområdet, uanset om det er i udlandet eller herhjemme, bruger mange gange det argument, at de værdsætter liv. At de beskytter og taler for dem, der ikke kan tale for sig selv. Men hvad de virkelig mener er, at de værdsætter fostre. For hvis de værdsatte menneskeliv, så ville de ikke risikere, at en begrænsning af kvinders frie valg, ville øge dødeligheden blandt disse kvinder.

Selv her i Europa har vi fem lande, som mere eller mindre har forbudt abort. Malta har et totalforbud, Andorra, miniputstaten San Marino, Lichtenstein samt Irland og Nordirland, er lande, hvor abort kun er tilladt, hvis moderens liv er i fare. Så denne magtudøvelse over kvinders rettigheder til selv at bestemme over deres krop, foregår også i vores egen lille andedam.

Kvinder har i mange århundreder været mænds ejendom. Det er ikke mere end nogle få generationer siden, hvor det var fuldstændig utænkeligt at en kvinde kunne søge om skilsmisse fra sin mand, uanset hvad han bød hende af fysisk og psykisk vold. Hun kunne ikke klare sig økonomisk uden ham. Han ejede sin kvinde.

Nu er vi endelig kommet så langt! Det er nu år 2019 og rødstrømperne kæmpede kvindernes kamp tilbage i 60’erne og 70’erne. De sikrede os nogle af de friheder vi i dagens Danmark kan nyde godt af. Det skal vi huske at værne om, og vi skal kæmpe for de medsøstre vi har, som ikke er så heldige. Vi skal kæmpe for de medsøstre som dagligt dør af komplikationer fra illegale aborter, som ofte bliver udført under uhumske forhold, og vi skal kæmpe for de medsøstre der skal leve med de psykiske eftervirkninger, som en ufrivillig graviditet medfører. Alt sammen fordi nogle magtfulde mennesker mener, at kvindes krop er deres ejendel.

Kvindens krop er hendes egen, og kun hendes egen. Den tilhører ikke regeringen, den tilhører ikke vores mænd, og den tilhører ikke en usynlig mand i himlen, hvis vi tror på en religion. Din krop som kvinde er kun din, og du bestemmer selv, hvad du vil byde den!