Klumme bragt i Fredericia Avisen søndag d. 31 marts 2019.
Lyst til hvad kan du spørge mig? Tja, lyst til nydelse! Ikke nødvendigvis sex, men også sex. Og god mad, vin, massage, intimitet, lange gåture, fordybelse – alt det som er nydelse for dig.
Lyst er livsenergi, og den seksuelle lyst er en urdrift, som er nødvendig for menneskets overlevelse. Den skal tilfredsstilles på lige fod med sulten, tørsten og kroppens behov for søvn. Vores danske ord ”lyst”, dækker over begær, længsel, spænding, lidenskab, potens og seksuel ophidselse. Du kan selv tilføje flere adjektiver, hvis jeg har glemt nogen. Men lysten er universel og iboende hos (næsten) alle, og for dem der har svært ved at finde den frem, kan det skabe massive frustrationer for dem selv og/eller deres partner.
Vi har ikke alle sammen lige meget lyst, og jeg tror endnu aldrig at jeg har talt med et par, der havde det nøjagtig samme sex-drive, hvis vi ser bort fra forelskelsesfasen. Faktisk er over halvdelen af alle de cases jeg ser i min praksis, noget der omhandler udfordringer med forskellig lyst. Både for mandens og kvindens vedkommende! Men lysten kan svinge gennem hele vores liv, og vi kan opleve at vi i visse perioder bytter roller i forhold til høj og lav sex-drive, hvis vi bliver ramt at sygdom, bliver forældre eller skifter jobs.
Et fakta, som jeg oplever at ikke ret mange mennesker er klar over, er, at der findes 2 former for lyst. Der findes den spontane lyst, som i ordets betydning næsten giver sig selv. Men så findes der også den receptive lyst, og den kræver nok lidt mere forklaring. Den receptive lyst bliver aktiveret af berøring i mellem 5-15 minutter, og op mod 70 % af alle mænd og kvinder, vil i perioder kun opleve denne form for lyst. Det vil sige at den ikke bare opstår ”ud af den blå luft”, ligesom den spontane. Der skal arbejdes på og med den receptive lyst. Derfor er fysisk berøring eller forspil, hvis vi kan kalde det det, så super vigtigt.
Det handler derfor mere om at sige til sig selv, at jeg har lyst til at have lyst, og derfor giver jeg det en chance. Jeg går med i soveværelset, og forsøger at give mig hen til min partners berøringer, for at se, om ikke lysten så kommer. Og den gode nyhed er her, at den gør den faktisk i rigtig mange tilfælde. Når først vi bliver kærligt berørt, og vi får frigivet en masse dejlige hormoner ved denne hudkontakt, så vækkes vores libido også meget ofte. Så du behøver altså ikke at have lyst fra begyndelsen – du skal bare have lyst til at undersøge, om du har lyst.
Denne information plejer at give mange mennesker ro i maven. For så er man ikke forkert eller en dårlig partner, og når mange kvinder og mænd tvivler på, om de nogensinde vil få lysten tilbage, eller om den er væk for altid, så er der håb for, at den ”bare” ligger gemt lige under overfladen, men at den godt kan findes frem. Og for partneren med større sexlyst giver det dem et værktøj de kan benytte sig af, til at tænde deres partner, så de ikke skal mødes med en afvisning.
Hvis du eller I oplever udfordringer med sexlysten, så synes jeg absolut, at I skal kontakte nogen der kan hjælpe på dette område. F.eks. egen læge kan være behjælpelig, hvis problemet er fysiologisk, men det kan også være givende og oplysende at kontakte en sexolog, hvis problemstillingen er mere psykisk eller mental. I mit daglige arbejde med klienter med nedsat eller udeblivende lyst, har jeg mange forskellige redskaber og øvelser, som kan implementeres i dagligdagen, og jeg vil i et senere blogindlæg skrive om, hvordan man kan sensualitetstræne sig til mere lyst.
Så stay tuned til de næste blogindlæg J