Hvorfor nogen mennesker ikke kan sige “undskyld”.

Nogen mennesker kommer aldrig til at give en undskyldning. Uanset hvor længe du venter eller hvor meget du beder om en, så er der nogen mennesker der bare ikke kan undskylde. Her kan du læse hvorfor:

At kunne give en undskyldning kræver selvværd. Det kræver, at personen kan stå på en stor platform og kigge ned på sine fejl og erkende, at det blot er ”en del af dem”. At fejlen ikke er ”hele dem”. Men mennesker der ikke kan undskylde, står på en lille bitte platform, og de er så sårbare i at kunne kollapse i skam, at de simpelthen ikke kan få ordene ud af deres mund.

Forskellen kan også anskues sådan her: Dem der kan undskylde ved, at det er deres handlinger, der har såret et andet menneske. Dem der ikke kan, tror at det er dem som person, der ikke er gode nok, når de har såret en anden.

En notorisk dårlig undskylder, vil skulle balancere på en meget tynd line, spændt ud over en dyb afgrund af selvrespekt, hvor det virker modstridende, at hvis de ikke undskylder, så skal de heller ikke erkende, at de har begået fejl. Det paradoksale er bare, at det tolkes som arrogance og stolthed, som er lig med lavt selvværd.

Det er de samme mennesker, som vil retfærdiggøre deres handlinger, forsøge at vende skylden mod dig eller endda beskylde dig for at lyve, hvis de føler sig udsatte.

Det er utrolig vigtigt samtidig at sige, at det ikke betyder, at personen ikke elsker dig! Selv hvis du konfronterer din partner eller en forælder, og de ikke har selvværdet til at sige undskyld, kan de alligevel sagtens elske dig herfra og til månen. Så det handler ikke om deres følelser overfor dig, men deres følelser overfor dem selv. Husk det.

Omvendt findes der også mennesker, der er utrolig dårlige til at modtage en undskyldning. Det behøver ikke være over noget stort, men hvis folk siger ”ej, det må du virkelig undskylde”, så er vi næsten alle sammen hurtige til at svare ”nå pyt, det gør ikke noget”. Efter at jeg er begyndt at gå mere i dybden med dette emne omkring at undskylde, er jeg begyndt at øve med mine egne børn, at hjemme hos os, må vi ikke sige ”det gør ikke noget”, hvis nogen undskylder, det kunne f.eks. være mig, fordi jeg har skældt ud. De skal i stedet sige ”tak for din undskyldning – den sætter jeg pris på”.

Det er faktisk svært at sige sådan til hinanden, fordi vi hermed indikerer, at ja, du burde faktisk undskylde, og tak, jeg accepterer din undskyldning. Det er kraftfuldt at godtage en undskyldning.

Forskning har vist, at en de største grunde til, hvorfor børn lærer ikke at undskylde som voksne, er fordi deres forældre ikke har kunne sige: ”tak for din undskyldning – den sætter jeg pris på”, uden derefter at pålægge dem skyld og skam i form af ”tak, men det synes jeg virkelig at du skal tænke over til næste gang” eller ”det er jeg glad for at du siger, og jeg håber at det var sidste gang, jeg skulle se den opførsel fra din side”. Så i stedet for at blive mødt med ”tak”, hvor barnet møder oprejsning for sit ansvar, så får barnet lyst til at stikke fingrene i ørene og løbe sin vej, da det stadig føler sig udskammet og forkert. Og er det så så mærkeligt, at det samme menneske 25 år senere, ikke selv kan undskylde?

Det er altafgørende, at vi som forældre lærer vores børn, hvordan en oprigtig undskyldning ser ud. Vi skal være forbilleder for generationen under os, og det begynder med at vi modellerer god opførsel – også i form af undskyldninger samt det selvværd, der skal kunne bære den opførsel.