Det her er mine 10 bud på, hvordan vi som mødre bedre kan navigere i mor-rollen. Jeg prøver selv at følge dem, nogle gange med mere succes end andre, men sådan er det med det meste her i livet. Hvis jeg kan inspirere bare en enkelt mor til mere overskud og glæde, så er jeg glad <3.

Biblen har 10 bud.

Helle Joof har sine 10 bud.

Her kommer mine 10 bud til mine med-mødre.

1. Spørg om hjælp. Også selvom du har svært ved det. Alle mødre har brug for aflastning i perioder, uanset om du              mangler nem mad til fryseren eller pasning af børn så du kan få dig en lur. At bede om hjælp gør dig ikke mindre kvalificeret som mor, men det gør dig mere menneskelig.

2. Du skal sænke dine forventninger. Lige nu er det okay at tingene kun er ”gode nok”. Med de 24 timer du har til rådighed i døgnet, behøver alting ikke at være perfekt. Køb kagen til børnefødselsdagen hos bageren. Træk en hue over håret når du går en tur med barnevognen, hvis håret ikke er blevet vasket de sidste 6 dage. Husk at det som oftest er dine egne forventninger du skal kæmpe mest med, og ikke andres.

3.Du skal lære at sige NEJ. Du vil gerne gøre alle tilfredse. Også på bekostning af dig selv. Sig NEJ, bare en gang i mellem, og sæt derved dig selv først.

4. Hep på dine med-mødre. De gør det så godt de kan! Der kommer en dag, hvor dit barn også skriger højt og fælt i børnehaven, og ikke vil med dig hjem, og der har du kun brug for at de andre forældre fortæller dig, at du gør det godt. Husk det næste gang du står i supermarkedet og får lyst til at rulle med øjnene pga. en anden mors opdragelsesmetoder.

5. Ses så ofte I kan. Med din mødregruppe. Med dine veninder. Med dem, der gør dig glad! Vi kvinder har brug for hinanden, og selv tidsbegrænset selskab kan gøre underværker for din energi og dit humør.

6. Stop med at tale grimt om dine med-mødre. Selvom det kan være fristende at tale nedladende om de mødre, der har en anden holdning til, hvor længe en ”rigtig” mor burde amme, eller hvorvidt en ”god” mor burde praktisere samsovning med sine børn, så lad være – også selvom hun ikke hører det! Det får ikke dig selv til at se bedre ud. Den anden mor gør det helt sikkert så godt hun kan.

7. Giv selv-kærlighed. Så ofte du kan. Et karbad, en god kop kaffe eller en løbetur. Jo mere du fylder dig selv op med alt det gode, jo mere har du at give af.

8. Stop op og nyd det. Ja, lige nu er det p…. hårdt. Men det er også vidunderligt! Tiden med dine børn mens de er små, kommer aldrig igen, så nyd hvert et øjeblik du kan! Deres bløde hud, deres grin og deres øjne som er fyldt med uskyldighed og sårbarhed, skal mentalt lagres, så du kan huske dem, når dine børn bliver større – og mere umulige. 🙂

9. Du må ikke tale grimt om dig selv som mor. Og du må heller ikke tillade, at andre gør det. Du er skabt til at være dine børns mor, og de er heldige at have lige netop dig. Ingen kender dine børns behov bedre end dig, og du kan ALT i deres øjne. Så hvis de kan se det, så kan du også.

10. Tilgiv dig selv. Du holder mange bolde i luften som mor, og du vil ikke kunne undgå at tabe nogle af dem. Det er helt normalt og det er okay!