Dildoer, vibratorer, penisringe, håndjern, glidecreme, piske, buttplugs og meget meget mere. Der findes tusindvis af variationer af sexlegetøj, og størstedelen af os alle sammen har prøvet en eller flere af mulighederne.

Der findes lige så mange meninger om sexlegetøj, som der findes mennesker at adspørge om dette emne. Der er mænd, for hvem det skaber utryghed og mindreværdskomplekser, hvis partneren foreslår at prøve en dildo i soveværelset. Der findes kvinder, der synes at alt andet end det naturlige, selvfølgelig føles unaturligt. 

Der findes kvinder, der har vænnet sit underliv til de dybe impulser, som vibratoren udsender, at de ikke længere kan stimulere sig selv til orgasme. Der findes de par, som i flere år altid har haft sexlegetøj med i akten, og derfor keder sig, hvis de skal fjerne det element og gøre det uden.

Men der findes også mange mennesker, som nyder sexlegetøj, og for hvem, det ”bare” forbliver et fantastisk krydderi til deres seksuelle liv.

Sexlegetøj rummer i min optik rigtig mange muligheder. En af de første jeg vil nævne er, at meget få kvinder kan opnå skedeorgasme. Det vil sige at der skal mere til end penetrering. Så hvis du som kvinde, ikke selv stimulerer din klitoris under samleje, eller hvis du som mand heller ikke har fokus på dette, enten før, under eller efter, så er sandsynligheden for at kvinden kommer, meget lille. Her kunne en vibrator være et fantastisk supplement til, hvordan I begge kan nyde hendes klimaks undervejs. Der findes jo også kvinder, der aldrig har fået en orgasme, heller ikke ved at onanere selv, hvor vibratoren også kunne være et hjælpemiddel til at lære sig selv bedre at kende.

Penisringe er et andet stykke legetøj, jeg somme tider anbefaler til de klienter, der kan have svært ved at holde en rejsning eller som har tidlig sædafgang. Her skal legetøjet bruges som tilbehør, og endelig ikke som en løsning.

Alle remedierne indenfor bondage rummer muligheden for at lege med forskydelsen af magtbalancen samt ansvarsfralæggelse. Her kan f.eks. nævnes reb, blindfold, gagball, flogger, cockcage og brystklemmer. Det er næsten kun din fantasi der sætter grænser.

Uanset hvad I leger med som par, så er hovedreglen, at det skal have til formål at bringe jer tættere sammen. Lad derfor altid dét være motivationsfaktoren, for at præsentere noget nyt. Lad indgangsvinklen være potentialet der ligger for jer som par i at udvikle jer individuelt samt jeres fælles seksualitet. Når det så er sagt, kan du stadig sagtens opleve, at det, som du opfatter som udviklende, opfatter din partner som frastødende eller som kritik. Så overvej, hvordan du præsenterer dine nye indkøb.

Sexlegetøj kan give et gammelt sexliv ny energi og ruske op i de gamle trivialiteter, som efterhånden er blevet et mønster. Desuden kan sexlegetøj være en mulighed for at se sin partner i nyt lys eller nye roller. 

Hvis jeres parrelation har et grundfundament, der kan bære lyst og liderlighed, så kan legetøjet være det friske pust, der viser jer nye veje at gå af.

Som med alt andet ”værktøj”, så skal man jo kende sine muligheder og begrænsninger, når man står med det i hånden. Så lad være med at lege med noget, som du er usikker på, hvordan skal bruges. Både på dig og din partner. Sæt dig ind i tingenes funktioner, så brugen af legetøj bliver en tryg oplevelse for alle parter. Eksempelvis brugen af analt legetøj kan med fordel undersøges inden det tages i brug i praksis. Det samme kan siges om forskellig reb-leg, hvor man skal kende teknikker og de forskellige rebkvaliteter, for at det bliver en lystfuld oplevelse.

I min praksis taler jeg ofte med klienter om sexlegetøj, og mange spørger mig til anbefalinger af de forskellige muligheder der findes. 

Skulle du som læser sidde med spørgsmål omkring sexlegetøj, så send mig en mail på kontakt@dittewinkel.dk , det er fuldstændig gratis at få et godt råd, og jeg vil hellere at du/I vælger det rigtige produkt fra start, da det kan være en jungle at finde rundt i.