Når jeg hører ordet ”forårskåd”, kan jeg ikke lade være med at få et billede i hovedet af den første dag på året, hvor økokøerne kommer på græs. Forestiller mig lidt, at det er os mennesker d. 10. maj, hvis Danmark for alvor åbner op igen.

Hvis vi kigger i den danske ordbog for at forstå ordet ”forårskåd”, beskrives det som munter, veloplagt og meget aktiv på grund af foråret med dets lyse timer og gode vejr. Men mange associerer det også med at blive mere sociale og tænke mere på sex.

Vi havde i april et par uger, hvor vejret var særdeles fint, og hvor vi for alvor kunne fornemme forårets kommen. Tiden er lige nu over os, hvor dagene bliver længere, og vi har stillet uret til sommertid. Vi kan mærke fornemmelserne krible i os, og alting springer ud i de smukke farver i vores landskab. Hvordan skal det ikke påvirke os mennesker positivt? Også vores indstilling til lyst.

Forskningen har i længere tid forsøgt at afdække, hvad det præcis er, der sker, når forårskådheden rammer os. Buddene er mange, men der er ingen konkret evidens. Når der er foretaget så lidt forskning om sæsonudsving i mennesker, skyldes det til dels, at det er et fænomen, der stort set kun er interessant for os på de nordligste breddegrader. Men noget kunne tyde på, at det er en god blanding mellem det biologiske og psykiske.

Folk, der studerer fugle, ser betydelige sæsonmæssige variationer i niveauet af testosteron. (Det der skaber sexlyst). Sådan er det ikke for mennesker. Mænd har et stabilt testosteronniveau. Kvinder har cyklusser året rundt. Vi har derfor ikke sæsonstyrede variationer i vores seksuelle interesse, på samme måde som dyrene har.

Men når forårslyset vender tilbage, falder søvnbehovet igen og vitaliteten og humøret stiger som effekt af det øgede D-vitamin, vi får fra solens stråler. Desuden spiser vi mindre slik og kager, og det bliver lettere at tabe sig, hvilket også giver en bedre kropsfornemmelse, hvor det er nemmere at mærke sine behov.

Når vi gemmer vinterens flyverdragter væk, og får igen vækket de små sanser i vores hud. Jo mindre tøj vi har på, jo mere fornemmer vi varmen eller kulden, og for mange mennesker gør det sig også gældende, at de får scrubbet vinterens døde hudceller af kroppen, får fjernet den hårde hud på fødderne, og på alle måder tager sig mere af sig selv i den kommende tid, for at fremstå mere indbydende. Det giver et andet selvbillede, når vi føler os velsoignerede.

Ej heller må forglemmes den visuelle stimulering der ligger i at se på mere hud i bybilledet. For mændenes vedkommende kunne det være mere kig til en kavalergang og bare ben, og man kan glædes over at kigge på noget smukt. For kvindernes vedkommende kunne det være en løber på stien i bar overkrop eller en svedig håndværker på en tagryg.
Dette gør sig gældende for både singler og dem i parforhold. Forventningens glæde til den lysere tid rammer alle, og kan give en lystfølelse, som man enten kan udleve derhjemme med sin partner eller som single med andre, hvis coronatiden tillader det i 2020.

Så find jeres forårsfornemmelser frem og mærk efter, hvad der sker i jeres krop, når plusgraderne stiger og de lyse aftener bliver længere. Rigtig god sæson.