Klumme bragt i Fredericia Avisen søndag d. 10 marts 2019.
Skal alt være perfekt? Din hjemmelavede ketchup? Dine børns fastelavnskostumer? Din Adoniskrop som du har løbet 522.926 km for at opnå? Kan man udføre et kirurgisk indgreb på dit køkkenbord uden infektionsfare, fordi din rengøring er så effektiv?
Hvornår havde du sidst besøg, hvor I sad i din sofa købt på genbrug, hvor I spiste tigerroulade til 8,95 kr fra Rema og hvor støvsugeren ikke havde været fremme den sidste halvanden uge, fordi du havde glemt at købe nye poser til den? Vi har i tiden så forbandet travlt med at alting skal være optimalt og poleret. Naboen må ikke eje noget, som vi ikke selv har og et kæmpe fladskærmstv er blevet en menneskeret.
>>Og hvordan har dit sexliv det så imens at alt er perfekt?<<
For den sandhed jeg møder i min praksis er, at dem der er i parforhold og som stræber efter at få et 12-tal i faget ”hverdagsliv”, desværre ofte må nøjes med minus-sex i aktiviteten lagengymnastik.
Jeg var for nogle uger siden ude at holde et foredrag til kvinder om (sex)lyst, og der sad en deltager, som var modig nok til at række hånden op og komme med kommentaren: ”Hvis jeg en dag kom besøg hos en veninde, og hun undskyldte for rodet i sit hjem med forklaringen, at hun simpelthen ikke havde nået at gøre rent, fordi hun havde knaldet i timevis aftenen forinden, så ville jeg blive grøn af misundelse samtidig med at jeg ville stikke hende en high-five.”
Sex ender nemlig desværre meget ofte i bunden af to-do-listen, hvor pligter af en eller anden årsag altid bliver prioriteret højere, som værende vigtigere, og jeg forstår godt, hvorfor det kan være svært at svinge sig op til erotik i soveværelset klokken kvart i kvalme om aftenen efter en laaaang dag.
Ikke desto mindre så er sex og orgasmer en gave vi kan give os selv og vores partner. Fordelene er enorme. For at nævne et par stykker, så får vi bedre søvn. Vi forbrænder kalorier. Vi kan kurerer hovedpine, da kroppen producerer ekstra meget oxytocin, som er kroppens eget lykkehormon. Ekstra bonus er, at samme lykkehormon bliver i kroppen nogle dage efter sex, så set gennem mine parterapeutiske briller, så vil hyppig sex også gøre det nemmere for jer som par, at tale sammen om de svære emner i hverdagen, da I har kroppens eget apotek med jer som medspiller. Men dette er sikkert ikke ny viden for mange, og det er heller ikke sikkert at dét at få repeteret fordelene, vil skabe den store motivation til hyppigere action. Hvad skal der så til?
Lystproblematikker kan være komplekse og omfangsrige, og ikke noget vi bare kan løse ved at sætte sex på skemaet hver tirsdag. Jeg ser både kvinder og mænd i min praksis, som har nedsat lyst, og der benytter vi nogle helt andre redskaber. Så kan det være at manglen på sex kun er et symptom og ikke selve problemet. Så arbejder jeg anderledes med de par og klienter. Men nogle gange så kan vi faktisk løse sexfattige perioder i vores parforhold ved noget så simpelt, som at sætte det på skemaet. Ved at gøre det til en prioritet. Ved at vælge, at sex skal have en plads i vores liv, såvel som vasketøj og hjemmebag! Ved at tage en beslutning om, at vi vil have et sexliv.
Virker det koldt at skematisere sex? Nej, ikke hvis du spørger mig. Det virker som om at I vil hinanden, og at I vælger at tage ansvar for jeres parforhold. Det er ikke koldt, men klogt (og smukt!). I behøver jo ikke at lave jeres egen genindspilning af Rose og Jacks kærlighedsdrama fra Titanic hver gang, men 20 minutter kan også gøre underværker. Man kan nå megen dejlig berøring og hudkontakt på forholdsvis kort tid. Med 20 minutter viser I også, at I vil hinanden.
Så drop 12-tals ræset og bliv bedre til at leve med nullermændene i hjørnerne. Jeg tror på, at vi bliver lykkeligere mennesker af det. Hvis du har mod på det, så kig på din to-do-liste for næste uge, vælg et punkt som kan vente eller helt streges, og hengiv dig i stedet til din partner, med de minutter eller timer som du har sparet. Det er en af de få karakterskalaer, hvor det er bedre at score sex end 12!