Hov, glemte jeg at fortælle dig det?

Du ved ikke, hvad du har gjort forkert! Helt ærligt, så har du ikke den fjerneste idé. Når du så oveni købet spørger om, hvad der er i vejen, svarer vedkommende ”ingenting”. Du har helt sikkert skidt i nælderne, men du aner ikke hvordan. Sådan ser det ud på den ene side!

På den anden side ser det sådan her ud: jeg bad dig om at få børnene passet i den weekend, hvor vi har bryllupsdag, så ligger det implicit i samme handling, at du booker bord på en restaurant, så vi kan komme ud og spise. Det burde simpelthen ikke være nødvendigt, at jeg skal fortælle dig det. Du er et voksent menneske – tænk selv!

Hov, glemte jeg at fortælle dig, hvad jeg forventer fra din side?

Det kan også være mellem jer som veninder, hvor I har aftalt at skulle ses fredag aften. Du kunne sagtens drikke et par glas vin, og måske tulle videre ned i byen og danse lidt. Men da din veninde ankommer i din lejlighed, er hun iført sweats, har en pose chips i hver hånd og hun glæder sig til at falde i søvn på din sofa om halvanden time efter en lang arbejdsuge. Du bliver vildt skuffet.

Du har en dagsorden på andres vegne. En forventning. At de skal sige eller gøre, som du gerne vil have det. Og gør de ikke det, så bliver du skuffet.

De skal sikre dit gode humør. De skal sikre dig en god aften. De skal kunne gennemskue dine behov – helst uden at du behøver at give udtryk for dem.

Men det er godt nok svært at være din veninde eller din partner, og leve op til din dagsorden, hvis ikke du fortæller, hvad du håber på fra dem!

Og sådan gør vi alle sammen til tider. Din chef gør det, din nabo gør det og din svigerfar gør det. Vi udfærdiger en kontrakt, som vi er sikker på at andre er indforstået med, uden at vi har vist dem den. Det er ikke fordi, du gør noget unormalt, tværtimod, du forventer ”bare” at andre skal anskue situationen ud fra dit filter i stedet for deres eget, og det er der ingen der kan. Jeg tager dig faktisk til fange i mine usynlige regler.

Det bliver for alvor kompliceret, når vores uindfriede forventninger danner fundamentet for vores følelser. Altså, hvis ikke mine kollegaer lægger mærke til, at jeg har fået farvet håret, så føler jeg mig overset. Hvis ikke min mand har købt ind til aftensmaden, føler jeg mig uelsket. Hvis ikke min veninde roser mit nye køb, bliver jeg skuffet. Så de holder ansvaret for, hvordan du føler dig i verden, ud fra en forventning, de aldrig har fået italesat. Kan du se selv se det?

Bitte små ting kan pludselig accelerere fra ingenting til at blive en eksplosion af bitterhed, hvor du enten bliver såret eller måske skælder ud. Det der startede, som et stille ønske fra din side, bliver pludselig skudt fuldstændig ud af proportioner, hvor du tillægger det en værdi i retning af, ”at de nok overhovedet ikke elsker mig”.

Så hvad skal der til, for at du føler dig værdsat, elsket, respekteret og prioriteret? Når du ved det, så kan du ikke forvente at andre vil løfte den opgave for dig, men du kan på en kærlig måde sige højt, hvad du håber på fra dem omkring dig, og på den måde, har de nu en mulighed, som de ikke havde før, for at imødekomme de ønsker.

Jeg lover dig i hvert fald en større succesrate med den strategi, fremfor at håbe på, at dine nærmeste kan læse dine tanker.