Kender du scenariet: Du tager initiativ til sex og din partner afviser dig? Det er altid dig der tager initiativ, og altid din partner der afviser. Sådan har rollefordelingen været i mange år. I har kun et sexliv, fordi du forsøger at opretholde et for jer begge.

Hvis den ene part virkelig savner sex og ikke kan vække den andens lyst, så starter en skadelig, nedadgående spiral. For disse evigt skuffede partnere er manglen på seksuel fortrolighed en følelsesmæssig ørken. Før eller senere går tingene op i en spids. De gør oprør og finder sex andre steder. Eller de bryder forholdet, også selvom det først sker, når børnene er blevet store. Eller de fortsætter, men bliver så bitre og vrede, at man ville ønske, at de ville skride.

Hvad den afvisende part ikke forstår, er, at bag det insisterende plageri ligger en længsel efter at være tæt med sin partner.  For ham eller hende er sex en optakt til fortrolighed, en vej til følelsesmæssig sårbarhed.

Når par med dette fastlåste mønster opsøger mig, så har den initiativrige følt sig afvist så længe at han eller hun helt har trukket sig. Og den afvisende part føler sig emotionelt isoleret og er desuden blevet endnu mere skeptisk overfor de få berøringer, som hverdagen kan bibringe. Det er blevet nemmere at holde sin partner i en konstant armlængdes afstand, for hellere ingen berøring, end et kys eller kram, der bliver misforstået, og de så igen skal sige nej til deres partner. Så fysisk kontakt holdes på et minimum.

De bebrejder hinanden deres seksuelle ulyst, og de synes hver især, at det er den andens ansvar at rette op på det.

Den initiativrige kan sjældent holde ud at hans eller hendes tilnærmelser, har den modsatte effekt af det, der var tiltænkt. De er desperate efter at få tegn på begær fra deres partner, med de vil samtidig have at det bare skal komme, fuldt ud og med det samme, sådan som det sker for dem. I min praksis taler jeg med mine par om, at hvis vi forventer, vores partnere skal være i humør til sex, bare fordi vi selv er det, så bliver vi skuffede. Vi opfatter mangel på begær som et personligt angreb og glemmer, at forventningens glæde kan være den største lystskaber overhovedet. Man kan ikke tvinge lysten frem, men man kan skabe en stemning, hvor den muligvis kan folde sig ud. Man kan lokke, invitere, pirre, sværme og forføre. Disse taktikker kan være med til at skabe en erotisk grobund, som ens partner nemmere kan løftes op fra.

Men hvordan forførte du din partner før i tiden? For dette er højest sandsynligt ikke et nyt fænomen i jeres forhold, men et mønster der stort set altid har været der. Kunne det tænkes, at du tidligere var mere rundhåndet med komplimenter? At din partner ikke alene følte sig begæret, men også værd at begære? Du fristede og vækkede gradvist din partners sanser, og nu er du blevet doven? Du er faldet af på den og orker bare ikke at skulle gøre den indsats længere på en tirsdag aften?

Og selvfølgelig falder vi af på den. Det er naturligt. Det er umuligt at forblive en supermand eller wonderwoman hver dag efter flere års ægteskab. Men der er nødt til at være seksuel spænding en gang i mellem, så det ikke kun er junk food sex, du initierer. Men du skaber altså ikke en ny sexkultur i dit hjem, fordi du én gang kommer hjem med blomster eller hvisker noget frækt i deres øre. Det er vigtigt at forventningspresset på sex fuldstændig forsvinder i en periode, og at du gør en indsats, for at skabe en erotisk spænding mellem jer, uden sex for øje.

Her kan du med fordel gøre mere for at din partner bliver modtagelig, hvis du gjorde mere for at kalde begæret frem i stedet for kun at holde øje med det. For din partner kan muligvis have svært ved at skille kærlighed og begær ad. Gå den ekstra mil, læg dig i selen, gør dig umage! Lad være med at stikke din partner en billet, men gør i stedet ham eller hende interesseret i hele rejsen.

Du gjorde det før i tiden, så selvfølgelig kan du gøre det igen. Og så skal jeg nok i en anden klumme tage fat på den initiativløses ansvar, for selvfølgelig går sex begge veje, men du kan altid starte hos dig selv.