Jeg har skrevet en kronik i JyllandsPosten om, hvorfor det er så vigtigt og sundt at dyrke sine venner/veninder, så vi ikke kun prioriterer alt vores fritid med vores partner. Jeg har par i min praksis, hvor der (måske utilsigtet) er sket en total sammensmeltning mellem dem, og hvor de selv synes det er problematisk. Det er mit afsæt i kronikken, og jeg fortæller, hvilket udbytte der faktisk er i, at give hinanden mere “frihed”, og hvorfor det kommer os selv til gode.

Mange par forveksler kærlighed med total sammensmeltning

I dag forventer vi, at ét menneske skal kunne give, hvad en hel landsby gjorde før i tiden: en følelse af tryghed, mening og kontinuitet. Samtidig forventer vi, at vores faste forhold skal være romantiske og både følelsesmæssigt og seksuelt tilfredsstillende.

»Hvorfor kan hun ikke dele den slags bekymringer med sine veninder?«

Spørgsmålet bliver stillet af “Adam”, som sidder i min praksis en almindelig onsdag eftermiddag, hvor vores tid sammen næsten er gået.

Vi har den seneste time siddet og talt om, hvordan han mangler frihed i sit parforhold, og hvordan han ville elske, hvis hans partner ville gøre noget mere for at opretholde et socialt liv med sine veninder. Han føler sig omklamret. Som om at han skal udfylde nogle roller, han slet ikke har lyst til.

Jeg har ikke et umiddelbart svar til ham. Jeg kan have nogle formodninger, men eftersom jeg ikke har haft mulighed for at byde kæresten velkommen i hans sessioner hos mig og tale med hende, vil jeg kun kunne gætte.

Vi har den seneste time siddet og talt om, hvordan han mangler frihed i sit parforhold, og hvordan han ville elske, hvis hans partner ville gøre noget mere for at opretholde et socialt liv med sine veninder.

Alligevel sidder jeg de efterfølgende dage og bliver ved med at høre Adams spørgsmål blive stillet for mit indre øre. Og når jeg tænker over det, så formulerer mange af mine klienter sig med frustration på netop dette samme område. At de føler, at de sidder lårene af hinanden. At hvis den ene part i forholdet ønsker at foretage sig noget på egen hånd, så bliver den tilbageværende person misfornøjet og føler sig overset. At de er gået fra at være to ”jeg’er”, der valgte hinanden til, til et ”vi”, der ikke længere kan vælge hinanden fra. Begge parter i forholdet skal nu udfylde samtlige roller for hinanden, som deres øvrige familie og omgangskreds før hjalp til med.

Er det rimeligt at forlange det fra hinanden? Kan et parforhold overhovedet holde til den slags forventninger?

Som sex- og samlivsterapeut ser jeg ofte par, som er i gang med at skabe et trygt forhold, men som samtidig forveksler kærlighed med total sammensmeltning. Kærlighed hviler på to søjler: overgivelse og selvstændighed. Vores behov for samhørighed lever side om side med vores behov for adskilthed. Hvis afstanden er for stor, kan der ikke ske nogen tilknytning. Men hvis to mennesker smelter for meget sammen, udraderes to individers behov for adskilthed. Når mennesker smelter sammen – når to bliver til en – kan de ikke længere mødes. Der er ingen at mødes med. Således er adskilthed en forudsætning for, at et møde, en forbindelse, kan opstå.

I dag forventer vi, at ét menneske skal kunne give, hvad en hel landsby gjorde før i tiden: en følelse af tryghed, mening og kontinuitet. Samtidig forventer vi, at vores faste forhold skal være romantiske og både følelsesmæssigt og seksuelt tilfredsstillende. Jeg forstår i højere grad, hvorfor flere og flere par afslutter deres fælles relation og vælger at gå hver til sit, for er det så mærkeligt, at mange parforhold bryder sammen under vægten af de krav?

Men det er faktisk sundhedsfremmende for os mennesker at dyrke et fællesskab, der rækker ud over det, vi deler med vores partner.

En undersøgelse har vist, at jo flere veninder kvinder har, jo mindre risiko har de for at udvikle fysisk nedsatte funktionsevner, og jo større er sandsynligheden for, at de lever et tilfredsstillende liv.

En undersøgelse foretaget af The Nurses’ Health Study fra Harvard Medical School har vist, at jo flere veninder kvinder har, jo mindre risiko har de for at udvikle fysisk nedsatte funktionsevner, som de ældes, og jo større er sandsynligheden for, at de lever et tilfredsstillende liv. Undersøgelsen viste også, at mangel på fortrolige venskaber er lige så nedbrydende for ens helbred som at være overvægtig eller ryger.

En anden undersøgelse udarbejdet af The University of Texas i Austin fortæller også om de sundhedsfremmende faktorer ved at dyrke sin omgangskreds, men går også skridtet videre og dokumenterer, hvorfor dette kan styrke din parrelation. Undersøgelsen blev offentliggjort i 2017 af ”Social Psychological and Personality Science”, hvor holdet bag forskningen fastslog, at de partnere, der oplevede at have en tilfredsstillende tilknytning til venner og familie, som de vidste, at de kunne søge rådgivning og støtte hos gennem parrelaterede konflikter, samtidig oplevede disse konflikter som mindre mentalt opslidende.

Lisa Neff, som var professor på denne undersøgelse, udtalte således: »Vi fandt frem til, at det at have et socialt netværk modvirker de skadelige psykologiske stød af hverdagens ægteskabelige konflikter. Vedligeholdelse af nogle få gode venskaber er vigtigt for at kunne ride stormen af, når bølgerne går højt i parforholdet.«

Det er ikke fornuftigt eller rimeligt at forvente, at én person kan opfylde alle vores behov.

Det er ikke fornuftigt eller rimeligt at forvente, at én person kan opfylde alle vores behov. Lige meget hvor kompatibel eller/og forelsket man som par måtte være, så har vi som menneske et medfødt behov for forskellige typer af relationer. Hvis et par kun har hinanden som support, kan dette lede til unødig stress og pres på forholdet og ligeledes skabe en afhængighedsdynamik.

For både mænd og kvinder gælder det, at forskellige typer af tilknytninger kan bringe glæde, inspiration, latter og klarhed. Disse venskaber ”fodrer” os og hjælper med at fylde os op mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt, så vi ikke er på et stadie af underskud, der skal overføres på vores partnerskab.

Hvor går det så galt for de par, jeg har siddende i min praksis, som klager over deres partners mangel på en omgangskreds og et socialt liv?

Nogle uger senere sidder Adam og jeg igen over for hinanden i min praksis. Jeg fortæller ham, hvordan jeg siden hans seneste besøg, er dykket ned i dette emne med stor interesse, og vi taler sammen om nogle af de undersøgelser, der er lavet på dette område. »Hvordan gør vi så noget ved det?«, spørger han mig ivrigt for at finde en løsning på problemstillingen. Adam er handlingsorienteret, og jeg er vild med hans engagement for oprigtigt at ville lave en forandring til det bedre for både sig selv og sin partner.

Denne time taler han og jeg videre om, hvordan det tit bliver fortalt os, at danske forældre i dag – uanset socialklasse – arbejder for meget og er for overbebyrdede. Familielivet kan føles som en evig øvelse i at prioritere: Hvad skal have min opmærksomhed i lige netop dette øjeblik, og hvad kan jeg vente med til senere? Vi sorterer konstant i krav og forpligtelser, der støder sammen, og lægger dem på plads i en rangorden over vigtige ting, nødvendige ting, ting, vi burde gøre og småting. Vores forventninger til os selv er skyhøje, og vi vil og skal kunne alting.

Han nikker anerkendende og supplerer med lignende udfordringer fra sit eget liv.

Med en skilsmisseprocent på 46,8 sidste år (2017), er det nok ikke helt forkert at konstatere, at selv vores ægteskab får en bundplacering på to do-listen af ovennævnte ting, der skal rangeres og prioriteres.

Måske ønsker mine klienter slet ikke en total sammensmeltning med deres partner. (…) Den totale sammensmeltning er ikke et mål, men en utilsigtet konsekvens.

Måske ønsker mine klienter slet ikke en total sammensmeltning med deres partner. Men med lange arbejdsdage, små og store børn, fritidsaktiviteter, forældremøder, for de heldige skemalagt sex, hjemmebag og rengøring, så er realiteterne bare, at der ikke er flere timer tilbage i døgnet til at pleje deres sociale netværk. Den totale sammensmeltning er ikke et mål, men en utilsigtet konsekvens.

Den energi og tid, vi vælger at kaste efter vores kæresterelation, synes vi i forvejen ikke, er tilstrækkelig, og den dårlige samvittighed er konstant til stede hos os. Hvordan retfærdiggør vi så over for os selv og vores partner at rette vores opmærksomhed ud af hjemmet?

Dette er en kompleks balancegang med mange variabler. Ikke desto mindre er vigtigheden i begrebet “adskilthed” blevet mig meget klart. Par er nødt til selvstændigt at reflektere over, hvad de mener er rimeligt at forvente, og derefter italesætte dette for hinanden. Ikke for at kritisere, men derimod for at løfte og hjælpe hinanden. Og det, vi som partnere skal forstå, når vores bedre halvdel gør det, er, at det er en indirekte kærlighedserklæring. Et (måske ubevidst) ønske om at berige vores partnerskab og forsøge at fremtidssikre vores fælles kærlighed.

Så selvom vi som par ikke har set meget til hinanden i løbet af ugen, så vær forstående og kærlig, hvis din partner vil ud med kammeraterne eller trænger til en biograftur med sine veninder. På den måde køber du aktier i dit eget parforhold og får forhåbentlig et godt afkast deraf i mange år frem.

Adam ringer til mig en uge senere for at aftale en ny tid. Denne gang en parsession, hvor hans kæreste gerne vil deltage. Jeg kan høre, at han er glad, og uanset hvad der fremadrettet vil blive sagt mellem os tre i min praksis, så vil jeg sidde med et par, der aktivt i dette øjeblik ønsker at investere i en fælles fremtid og blive klogere på hinanden. Kan jeg som parterapeut så forlange mere?

Adam er ikke klientens rigtige navn.

Ønsker du og din partner parterapi? Så er I mere end velkommen til at kontakte mig for at aftale en tid. Jeg tilbyder parterapi i Fredericia, parterapi nær Vejle og parterapi nær Kolding samt online parterapi, hvis du er bosiddende længere væk.