Klumme bragt i Fredericia Avisen søndag d. 7 april 2019.

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om, hvad lyst er for en størrelse, og om forskellige former for lyst. I tråd med den, synes jeg at dette indlæg skal handle om, hvordan du og din partner kan sensualitetstræne eller sansetræne. Det er ord som vi fagfolk bruger om en tilgang til kontakt, men forenklet kan man sige, at det handler om, hvordan du kan massere dig til mere sexlyst. For ligesom du kan tage madkurser for at forfine dine evner inden for fransk kokkekunst, så kan du også træne og øve dig til mere lyst.

Der findes utrolig mange undersøgelser der belyser fordelene ved massage og berøringer generelt. Når vi bliver rørt ved, om det er et knus eller at ligge nøgen i ske sammen, så frigiver vores hjerne en masse oxytociner, som er vores lykkehormon. Jo længere tid vi bliver i berøringerne, jo længere tid flyder de gode stoffer gennem vores krop. Så selvom I ikke dyrker sex, så kan masser af hudkontakt også være styrkende for jeres parrelation. Og det er mange gange dét, der går forud for, at dem med lavt sexdrive, får mere lyst.

Sensualitetstræning kan opfattes som et samlivsspil, hvor det går ud på at spille med hinanden og komme i mål sammen. Der kan sensualitetstrænes flere dage/aftener, og gerne op til 6 dage i streg, når I begynder på det. Derefter så ofte I har tid og overskud til det.

Afsæt gerne minimum en time de aftener I ønsker at træne. Det giver 30 minutters massage til hver part, og I kan sætte en alarm eller et æggeur til at ringe, så I ikke skal holde øje med tiden. Det er vigtigt at både du og din partner prioriterer det! Til en høj prioritering hører, at man slukker mobilen, den bærbare eller andet elektronik som kan blinke og trutte, da disse distraktioner fjerner fokus fra jeres træning. Det kan også være at du har lyst til at forberede dig på anden måde, ved f.eks. at skifte sengetøj, tage et bad, lækker parfume, tænde duftlys eller sætte musik på, som I begge holder af at lytte til. Hvis I tager et bad sammen, kan det sagtens blive en sanseerotisk oplevelse i sig selv, det må bare IKKE inkludere seksuel stimulation. Dvs. ingen kontakt med brysterne eller kønsorganerne.

Det lyder måske lidt kedeligt, men hele ideen med at gøre det på denne måde er, at den part med mindst sexlyst, skal føle sig tryg ved at gå ind i denne træning, og føle en mental sikkerhed ved at vide, at partneren er fuldstændig med på spillereglerne, så det ikke ender med sex. Så er du den part med mest lyst, så skal du acceptere og respektere, at dette skal styrke lysten til berøring for din partner men ikke give dig adgang til sex – endnu. Det kommer formodentlig, hvis I er gode til at træne sammen.

I træner i et rum, hvor I begge har det godt. Det er som oftest soveværelset for mange par, og der skal være en behagelig temperatur i rummet, så det føles rart at ligge nøgen. Når I ligger i ske sammen, så brug god tid på at mærke kropskontakten, varmen fra din partners krop og hinandens vejrtrækning – for mange sker det helt naturligt.

Når I modtager massage, kan det være en fordel at lukke øjnene. Det får os til at slappe mere af og skærper vores opmærksomhed på at sanse med andet end synet. Den anden af jer sidder eller ligger ved siden af og begynder nu at berøre den af jer, der ligger på maven. Berøringerne skal være langsomme, kærlige og undersøgende. Det handler altså ikke om at trykke en myose ud J  Alle berøringer er tilladte, så længe det ikke inkluderer bryster og jeres køn. I får måske lyst til at bruge munden til at kysse eller slikke den andens krop, og det er helt okay, igen så længe at det ikke inkluderer det tidligere nævnte. Det gælder om at nå hele kroppen igennem.

Skulle lysten til sex melde sig hos en af jer, så må man nøjes med at glæde sig i sit eget stille sind, og glæde sig ved, at partneren har den effekt på én.

Udarbejd sammen jeres egen sansetræning. Hvor mange dage I vil gøre det over, hvor lang tid I vil afsætte hver gang, skal der købes noget ind f.eks. massageolie eller stearinlys? I er nødt til at kommunikere jeres forventninger og ønsker til hinanden, for I kan ikke læse den andens tanker, og jo mere enige I er om spillereglerne, jo nemmere er det også for jer at gøre denne form for lyst-træning til en succes.