Skammer du dig?

Skammer du dig? Lad være med det! Med mindre du har gjort et andet menneske ondt, så har du ingenting at skamme dig over!

Alligevel skammer rigtig rigtig mange mennesker sig. Særligt når det kommer til deres seksualitet.

Følelsen bearbejdes typisk ved tilbagetrækning, undvigelse eller nedgøren af andre. Altså kan vi konkludere, at skammen kun fordrer vores negative tanker for derefter at fodre vores negative handlemønster. En ond cirkel er skabt.

Vi har så travlt med at dunke hinanden oven i hovedet med, hvad der er seksuelt afvigende og forkert, og så snart vores lyster og præferencer falder uden for det socialt konstruerede normbillede, så skammer vi os. Tag for eksempel nogle af de YouTube-videoer, der florerer på Facebook. Jeg har både set videoer af voksenbabyer og ponyplay, hvor det er voksne mennesker som udlever deres fantasier i samtykke og glæde med andre voksne mennesker. Alligevel kan sådan en video sagtens få 50.000 kommentarer og tags, hvor folk overhovedet ikke er bange for at shame og helt åbenlyst tager afstand fra, hvordan andre voksne mennesker har lyst til at udleve deres seksualitet. Jeg hører sågar ofte folk sige: ”Det er jo sygt det dér. ” Og nej, det er på ingen måde sygt! De her mennesker har ikke nødvendigvis brug for lægelig behandling. Men ja, det falder uden for normen.

Men det er ikke kun det, som vi lige nu i skrivende stund har besluttet, som værende uden for normalen, at folk skammer sig over. Selv seksuelle lyster, som vi som flertal, har besluttet som værende helt acceptabelt, kan vi have svært ved at udøve i soveværelset, hvis vi tidligere i vores liv har haft en forælder eller partner, som har gjort seksualiteten beskidt eller forkert. Jeg har klienter, for hvem onani (næsten) er en umulighed. De skammer sig så meget, at der ikke kan være nydelse forbundet med det. De har aldrig rørt ved dem selv, og hvis de alligevel har sneget sig til det, så skammer de så forfærdeligt efterfølgende. Jeg har klienter, som aldrig kunne drømme om at fortælle deres partner om, hvad deres seksuelle fantasier er, simpelthen af frygt for fordømmelse og ydmygelse, selvom deres ønske måske synes simpelt for nogen eksempelvis oralsex. Derfor udlever de ikke det sexliv, som kunne give dem ekstatiske oplevelser sammen med deres partner. Jeg har klienter, som går i klubber eller til lukkede fester, for at udleve deres sande seksualitet, mens deres partner ingenting kender til denne hemmelighed. Kunne det være at din partner har lyst til lige netop det samme som du, men heller ikke tør at sige det højt?

Vi er så bange for at være forkerte og afvigende, men sandsynligheden for at din bedste veninde eller genbo har det på nøjagtig samme måde som du, er stor.

Kan vi ikke blive enige om, at vi skal skammen til livs? At det er en menneskerettighed at for lov til at udleve sin seksualitet på lige netop den facon, som man selv drømmer om, igen såfremt det ikke skader nogen? Kompleksiteten opstår naturligvis, hvis vi er i et parforhold, hvor vi er nervøse for, hvordan vores partner vil reagere, hvis vi er hudløst ærlige omkring vores seksuelle lyster, men i de tilfælde foreslår jeg, at I tager kontakt til en sexolog.

Der er altid en vej til at leve det liv, vi gerne vil leve! Og det burde alle have ret til.