Inden du finder flonel pyjamassen fra sidste års jul frem, så læs lige med her, og måske ombestemmer du dig – til glæde for både dig selv og din partner.
Det er fristende i denne kolde tid at hoppe i nattøjet inden vi lægger os under dynen. Især hvis vi er lidt kuldskær og finder det hyggeligt med den varme, som pyjamassen kan afgive. Men det kan altså også være en sexdræber!
Nattøjet fungerer lidt som et panser, der kan holde din partner på afstand. Og lad os nu også bare indrømme det: der er ikke noget sexede over termostrømperne eller den store mormor t-shirt.
Der kan derimod være mange fordele ved at hoppe nøgen i seng.
Huden er vores største sanseorgan. At smide tøjet under dynen, er som at slippe kroppen fri. I løbet af dagen er vores kroppe dækket af tøj, så at sove nøgen giver en mere sensuel kropsoplevelse, hvor vi får mulighed for at fornemme os selv på en anden måde og komme mere i kontakt med vores krop og seksualitet. Har vi i forvejen svært ved at mærke lyst, så gør det det bestemt ikke nemmere, når først vi dækker os til.
Desuden tilbyder vi større tilgængelig til vores krop, både for os selv og til vores partner. Det behøver ikke være en invitation til sex, men kan være et tilbud til nærvær og intimitet, hvor I får mulighed for at mærke hinandens hud. Følelsen af hud udløser hormonet oxytocin, som giver velvære, reducerer stress og øger samhørigheden til et andet menneske, så det kan virke helende bare at ligge i ske.
På de varme sommerdage ser vi masser af bar hud hos hinanden. Små sommerkjoler eller bare overkroppe på stranden. Varmen i sig selv samt de visuelle stimuli kan fungere som lystskaber, men dette er vi berøvet i Danmark henover de kolde måneder, hvor vi er nødt til at vikle vores kroppe i tørklæder og dynejakker, for at kunne holde varmen. Derfor er vi nødt til at tage nogle andre initiativer i denne tid, for at mærke os selv og hinanden.
Selv hvis I lever travle liv, hvor hverdagsberøringerne er blevet mindre, og I sjældent husker de nærende kys og kram i dagligdagen, så kan det at sove nøgne sammen være vejen tilbage til kropsfortrolighed mellem jer.
Et ben der får sneget sig over under den forkerte dyne, eller en hånd der pludselig mærker et bart bryst, kan være den antænding og gnist, som I ikke har mærket længe, eller som bare giver krydderi til jeres erotiske liv.
Vi behøver ikke altid at skulle opfinde den dybe tallerken med en masse nyt legetøj eller rollespil for at spice vores seksualitet op. Nogle gange kan små simple ændringer give noget nyt og uudforsket, som lærer os at sanse os selv eller hinanden.