Er du forælder? Så burde du tale om seksualitet med dit barn – uanset hvilket alderstrin dit barn befinder sig på. 

Jeg sad den anden aften og læste op på nogle af de nye love der er kommet omkring samtykke i Sverige, og som er på vej i Danmark også. Min søn på 8 år kravlede op i sofaen til mig, og spurgte mig, hvad jeg læste, hvortil jeg svarede, at jeg læste om samtykke. Jeg kunne se på ham, at han ikke kendte det ord, men jeg greb chancen for at give ham den viden. Dette blev min mulighed for for første gang at præsentere ham for et begreb, som jeg ved, at vi vil komme til at tale meget mere om, jo ældre han bliver. Det blev den skøn stund mellem os, hvor vi talte om værdier som respekt, kærlighed, empati og nydelse – selvfølgelig i et sprog der passede til en 8-årigs ører. Min omgangskreds joker med, at jeg er moren fra ”Sex Education” på Netflix. (Hvis du ikke allerede har set den, så skynd dig at få det gjort – den er god!) En sammenligning jeg ikke er ked af.

Børn lærer meget af deres forældre, men den viden de ikke får fra forældrene, får de fra andre børn og voksne eller fra medierne. Hvis det sker for dit barn, ved du ikke hvilken holdning barnet får til sin egen og andres seksualitet. Det er vigtigt, at du har størst mulig chance for at påvirke dit barns opfattelse af sig selv og sin seksualitet på en god måde. Hvis du overlader dette til tilfældighederne, har du ingen indflydelse på, hvilke forestillinger dit barn får om kærlighed, sex og seksualitet. Det er dit ansvar som mor eller far at videregive de positive holdninger og viden om sex og seksualitet, som får dit barn til at bevare kærligheden til livet, til sig selv og sin krop, såvel som andre.

Nogle forældre er bange for at være grænseoverskridende eller for at gøre noget forkert, hvis de skal gå ind i dialogen om seksualitet med deres børn, men så længe at vi som forældre har en forståelse af, at vi jo taler anderledes til et barn på 4, som gerne vil vide hvor børn kommer fra, end vi gør til et ungt menneske på 13, som spørger ind til prævention, så kan vi ikke gøre noget forkert. Men du kan som mor eller far være næsten sikker på, at hvis du ikke har taget snakken om bierne og blomsten med dit barn i en tidlig alder, så har de heller ikke lysten til at komme og spørge dig til råds om de samme emner senere i livet. Du skal udvise ro og naturlighed om seksualiteten allerede fra dine børn er små, hvis du gerne vil involveres i deres seksuelle tankegang når de bliver teenagere.

Jeg faldt over en artikel for nogle måneder siden, der fortæller at drenge helt ned i 13 års alderen taler om analsex, S/M og oralsex. Ofte er det alt andet end almindeligt samleje. Pigerne følger med og gør fantasierne til virkelighed. Ikke fordi de har lyst, men fordi de er så bange for at miste deres kæreste.  I min optik er det et symptom på en generation, hvor deres forældre har haft berøringsangst overfor at tale om sex med deres børn og unge mennesker. Men børn skal nok finde den information og inspiration, som vi ikke supplerer med – højest sandsynligt fra pornoens verden, og hvis vi voksne ikke står klar til at tage dialogen med dem om virkelighedens nydelse kontra den, In your face! oplevelse af sex de får igennem pornoen, så taber vi dem på gulvet. Det er ikke godt nok!

Vi kan ikke komme uden om seksualiteten. Den er en del af menneskets selvværd, respekt for sig selv og andre, evne til nærhed og indføling med sig selv og andre. Den er en del af dit og dit barns liv fra fødsel til død. Den er indvævet i den og det, du er! Sex er derimod noget du gør.

Du gør ikke dine børn en tjeneste ved, ikke at italesætte det smukke og naturlige i seksualiteten. Tværtimod. Tavshed er også et budskab. Hvis du på grund af blufærdighed undlader at tale med dit barn om sex og seksualitet, lader du barnet vide, at disse emner er noget, man ikke taler om. Bare rolig, du er en god forælder, hvis du tør mærke din egen hjertebanken og alligevel griber chancen for at svare, når dit barn stiller ”pinlige” spørgsmål.